

|
|||
Dansk Flygtningehjælp offentliggjorde den 11. maj et overblik over ventetider på tværfaglige behandlingsinstitutioner for flygtninge med traumer. Psykiatrien i Region Syddanmark arbejder systematisk på at forbedre indsatsen over for traume og torturofre – sideeffekten er stadigt kortere ventelister.
Venteliste halveret
Indsatsen tager afsæt i dokumenterede udrednings- og behandlingsmetoder. I forløbet har CETT i Vejle mere end halveret antallet af personer på venteliste til udredning og behandling. Centret er et af tre centre i regionen, der behandler traume- og torturofre. De to øvrige centre er RCT Fyn og den selvejende institution RCT Jylland.
I marts 2010 ventede 35 personer på at komme i behandling på CETT – mod 84 i marts 2009.
Flere henvises
Samtidigt med, at færre patienter venter på behandling, er antallet af patienter, der henvises fra de praktiserende læger, steget. I 2008 fik CETT henvist 102 patienter mod 135 i 2009. CETT forventer i løbet af 2010 at leve op til de otte ugers behandlingsret, som er indført for voksne psykiatriske patienter fra januar i år.
Tre grupper med hver sit behandlignsbehov
CETT er længst fremme med at indføre behandlingskonceptet, som tager afsæt i principper og anbefalinger fra en MTV-rapport - offentliggjort i slutningen af 2008. Rapporten klarlægger evidens og litteratur om behandling af mennesker med PTSD.
Region Syddanmark inddeler med konceptet sine patienter i tre grupper med forskelligt behov for behandling. Det har medført, at behandlingen i langt højere grad skræddersyes til hver enkelt. Men også, at en stor del af patientgruppen behandles gruppeterapeutisk. Det giver den bedste kvalitet i behandlingen.
Psykiatrien i Region Syddanmark har udpeget CETT som pilotcenter for indførelsen af det nye behandlingskoncept. De to øvrige centre arbejder ud fra samme princip og vil i samarbejde med CETT gradvist indføre og forfine konceptet.
Link til Dansk Flygtningehjælps pressemeddelelse og oversigt over ventetider.
Læs mere om de tre syddanske centre for traume og torturofre.
Psykiatrien i Region Syddanmark | Lille Grundet Hulvej 25, bygning P | 7100 Vejle | Kontakt | Tilgængelighedserklæring