

|
|||
Den døgnpsykiatriske funktion i Esbjerg skal udbygges for 235 millioner kroner. Region Syddanmark har netop valgt Arkitema K/S som rådgiver på byggeprojektet, der samler døgnfunktionerne, opretter et nyt sengeafsnit med et øget antal senge og opgraderer de fysiske rammer til moderne standarder.
- Vi har i hele regionen fokus på at skabe tidssvarende fysiske rammer for psykiatriske patienter, deres pårørende – og naturligvis også for medarbejderne. Det er afgørende for, at vi kan blive ved med at levere behandling af høj kvalitet. Jeg ser frem til at følge byggeprojektet – og til at se det færdige hus i 2014, siger regionsrådsformand Carl Holst (V).
Med nybyggeriet samles og udvides døgnfunktionerne i Hviding og Esbjerg. Derudover opretter Psykiatrien i Region Syddanmark en døgnfunktion for aldersbetingede psykiske lidelser (gerontopsykiatri).
Byggerådgiveren har i sit tilbud fokus på at skabe sammenhæng mellem funktionalitet og arkitektur - både inde og ude.
- Arkitema har samlet set leveret et højt kvalificeret tilbud med en overbevisende løsning på en lang række af de mange krav og ønsker, der er indeholdt i byggeprogrammet, siger anlægschef Torben Kyed Larsen, Psykiatri- og Socialstaben.
- Når psykiatrisygehuset tager de nye rammer i brug, betyder det på samme tid, at vi for det vestjyske område lever op til vores anbefalinger i psykiatriplanen ”Fremtidens Psykiatri”. Det er en milepæl, som jeg glæder mig over, siger Freddie H. Madsen (O), formand for psykiatriudvalget.
Fakta – tal og tid
Fakta om valg af byggerådgiver
Region Syddanmark har modtaget fem rettidige tilbud, der alle er konditionsmæssige og opfylder kravene til indholdet i udbudsmaterialet. Tilbuddene er vurderet af repræsentanter fra Psykiatrien i Region Syddanmark og repræsentanter for Region Syddanmarks bygningsafdeling. Region Syddanmark har på den baggrund valgt Arkitema K/S som byggerådgiver.
Psykiatrien i Region Syddanmark | Lille Grundet Hulvej 25, bygning P | 7100 Vejle | Kontakt