

|
|||
Psykiatrien i Region Syddanmark bygger ca. 6100 kvadratmeter til den eksisterende afdeling i Esbjerg, og nu går byggeriet i gang. Det fejres med første spadestik:
Torsdag 31. januar 2013 kl. 10.00
Gl. Vardevej 101, 6715 Esbjerg N
Pressen er velkommen.
Der vil være taler ved regionsrådsformand Carl Holst (V) samt formand for regionens psykiatriudvalg Freddie H. Madsen (DF), som vil tage de første spadestik.
På talerrækken står i øvrigt: Kreativ leder Palle Bo Rasmussen fra Arkitema og områdedirektør Nicolai Schultz, NCC.
Spadestikket foregår ved p-pladsen foran hovedindgangen. Der vil være adgang fra Hospitalsvej.
Fakta
Frem til starten af 2015 bygger Region Syddanmark nye kvadratmeter til den eksisterende psykiatriske afdeling på Gl. Vardevej – også kaldet Spangsbjerg.
I alt skal der om- og udbygges for ca. 250 mio. kr.
Udbygningen i Esbjerg betyder, at psykiatrisygehusets døgnfunktion udvides med 6.100 kvm., og at håndværkerne renoverer og moderniserer yderligere 6.000 kvm.
Dermed bliver der plads til tre nye døgnafsnit med i alt 48 pladser – og én indgang for akutte patienter. Desuden vil et udvidet tunnelsystem forbinde alle døgnafsnit med akutmodtagelse og servicebygning.
Projektet samler de nuværende døgnafsnit i Hviding og Esbjerg. Døgnafsnittene i Hviding lukkes, når projektet er færdigt i 2015. Sengekapaciteten udvides med fire ekstra sengestuer.
De ambulante funktioner samles i en ny lokalpsykiatri i Esbjerg fra november 2013.
Når byggemaskiner og håndværkere har forladt matriklerne ved Hospitalsvej og Gammel Vardevej i 2015, vil psykiatrisygehuset råde over 97 døgnpladser i Esbjerg.
Herudover vil der være akutmodtagelse og børne- og ungdomspsykiatriske funktioner.
Opgaven løses af entreprenørfirmaet NCC. Arkitektfirmaet Arkitema K/S er udpeget som totalrådgiver på byggeriet. Underrådgiver og ingeniør er Rambøll A/S Esbjerg.
Byggeriet foregår i to faser: Første del: Nybygning af tre sengeafsnit og en ny servicebygning. Start 2. januar 2013 og forventet indflytning marts 2014.
Etape 2: En omfattende ombygning af eksisterende sengeafsnit, hovedbygningen og etableringen af nye udearealer. Start marts 2014. Forventet klar godt et år efter.
Psykiatrien i Region Syddanmark | Lille Grundet Hulvej 25, bygning P | 7100 Vejle | Kontakt | Tilgængelighedserklæring