Gå til indhold
FORSIDEN | FOR ANSATTE | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | SITEMAP |

Psykiatrien i Region SyddanmarkTil forsiden

Psykiatrien i Region SyddanmarkpilOM OSpilPressepilPressemeddelelserpilOktober 2017pilPrins Harry hørte om syddansk trivselsindsats

Prins Harry hørte om syddansk trivselsindsats

Der blev torsdag morgen lyttet med royale ører, da Prins Harry som en del af sit besøg i Danmark blandt andet hørte om den syddanske trivselsindsats for unge under uddannelse. PsykInfo-konsulent Liselene Pedersen var inviteret af den landsdækkende En Af Os-organisation, og hun er glad for at have haft muligheden for at fortælle om det store arbejde, der er blevet lavet de seneste år.

Torsdag morgen var den britiske prins Harry til morgenmad med repræsentanter fra ”En Af Os”, der forsøger at komme stigmatiseringen af mennesker med psykiske lidelser til livs. Heriblandt sad psykiatrisygehusets PsykInfo-konsulent Liselene Pedersen klar til at fortælle om det trivselsarbejde, der de seneste år er blevet udført i Psykiatrien i Region Syddanmark.

- Jeg fortalte om indsatsen, der går målrettet efter at sætte fokus på trivslen hos unge under uddannelse. Han havde sat sig meget ind i, hvad En Af Os står for, og han havde et stort fokus på indsatsen for unge og andre ting, jeg kan genkende fra vores indsats i regionen, siger Liselene Pedersen.

Prins Harry er meget interesseret i psykisk trivsel, og hjemme i Storbritannien er han medstifter af Heads Together, der er et britisk initiativ for bedre mental sundhed hos blandt andre unge. Ifølge Liselene Pedersen kunne man godt mærke, at mental sundhed er et emne, den britiske prins brænder for.

- Han virkede meget optaget af at høre om indsatsen for de unge og spurgte ind til, hvordan indsatsen gjorde en forskel for de unges evne til at tale om det. Han ville gerne, hvis snakken om psykisk trivsel ændres fra at være noget, man skal tale med en psykolog om, til at det er et fælles ansvar, så alle kan tale med hinanden om det. Jeg synes, det er dejligt, når kendte mennesker bruger deres indflydelse til at sætte fokus på et så vigtigt emne, siger Liselene Pedersen.

Siden 2014 har Psykiatrien i Region Syddanmark sat trivslen på skoleskemaet for unge under uddannelse igennem PsykInfo-medarbejdernes indsats. Undervisere og ledere er blevet involveret, da de er nødvendige, hvis trivselskulturen skal ændres. De har modtaget undervisning, så de kan spotte unge, der ikke trives samt skabe nogle psykisk sunde undervisningsmiljøer.

Konsulenterne har også arbejdet på at få de unge til at interessere sig for egen og kammeraternes trivsel, og arbejdet er blandt andet foregået ved at engagere elevrådene i skolernes trivsel og ved at arrangere oplæg fra ungeambassadører, der selv kan sætte ord på det at være ung og ikke at have det mentalt godt.



yderligere oplysninger fås hos:
  • Liselene Pedersen, PsykInfo-konsulent, Psykiatrien i Region Syddanmark. Mobil: 20 56 30 28

Siden er sidst opdateret 26-10-2017
Administrationen, Ledelsessekretariatet



Psykiatrien i Region Syddanmark | Lille Grundet Hulvej 25, bygning P | 7100 Vejle | Kontakt