Gå til indhold
FORSIDEN | FOR ANSATTE | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | SITEMAP |

Psykiatrien i Region SyddanmarkTil forsiden

Retspsykiatriske ambulante patienter har nu mulighed for videokonsultation

Med tilladelse fra Sundhedsstyrelsen kan syddansk psykiatri nu tilbyde retspsykiatriske ambulante patienter behandling via video.

Muligheden for at bruge videokonsultationer betyder, at psykiatrisygehuset kan tilbyde en mere fleksibel behandling til ambulante retspsykiatriske patienter. Samtidig bidrager muligheden for videokonsultation til at skaffe mere plads i lægens kalender.

- Vi regner med, at vi med denne løsning vil spare kostbar lægetid, som i dag bliver brugt på landevejen, siger Peter Fristed, ledende overlæge på Psykiatrisk Afdeling Middelfart, der rummer den syddanske retspsykiatri.

- Vi vil bruge videokonsultationer til behandlingsopfølgning, og der vil i alle tilfælde være en sygeplejerske tilstede sammen med patienten, så vi kan føre tilsyn i overensstemmelse med gældende regler og retningslinjer, siger Peter Fristed.

Den nye digitale mulighed kommer ikke til at afløse det behandlingsfaglige fokus, der er formålet med de behandlingsopfølgende konsultationer.

- Vi vil altid foretage en nøje vurdering fra gang til gang. Og vi vil stille spørgsmålet hver gang, om en videokonsultation nu også er det rigtige i forhold til en given patient, forklarer Peter Fristed.

Det betyder, at i de tilfælde, hvor det er vurderingen, at en samtale ikke kan gennemføres tilfredsstillende på et videomøde, vil den i stedet blive gennemført med et fysisk møde mellem patient og behandlingsansvarlig læge.

Video giver flere muligheder

Retspsykiatri Syddanmark behandler langt størstedelen af sine patienter ambulant via Distriktspsykiatrisk Retspsykiatri, der dækker hele Syddanmark, og videokonsultationerne kan bruges i flere sammenhænge.

Fx som en ekstra kontakt mellem sygeplejerske og patient imellem de faste ambulante besøg.

Derudover er det en god mulighed for at følge visuelt op på fx medicinændringer, hvor indtrykket af patientens velbefindende kan blive mere præcist end ved en telefonsamtale.

Endelig kan retspsykiatriske patienter, der bor på kommunale og regionale botilbud, sammen med medarbejderne dér have en fælles drøftelse med den ambulante retspsykiatri.

Forventningen er, at det vil give bedre sammenhæng sektorerne imellem og bedre patientinddragelse.

FAKTA

  • Den ambulante behandling af retspsykiatriske patienter i Region Syddanmark, er samlet i Retspsykiatrisk Distriktspsykiatri (RDP), som er en del af Retspsykiatri Syddanmark, der igen er en del af Psykiatrisk Afdeling Middelfart.
     
  • RDP har aktuelt henved 580 patienter i behandling.
     
  • I 2017 havde RDP 9.609 ambulante besøg fordelt på 1002 patienter.
     
  • Der er pt. 70 retspsykiatriske døgnpladser i Middelfart. Pr. 1. juni 2018 udvides antallet til 84, når ét af de to almene døgnafsnit omdannes til et retspsykiatrisk afsnit.

Yderligere oplysninger

Peter Fristed: 9944 8102

Anders Meinert Pedersen: 9944 4802

 




Siden er sidst opdateret 13-3-2018
Administrationen, Ledelsessekretariatet



Psykiatrien i Region Syddanmark | Lille Grundet Hulvej 25, bygning P | 7100 Vejle | Kontakt