Gå til indhold
FORSIDEN | FOR ANSATTE | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | SITEMAP |

Psykiatrien i Region SyddanmarkTil forsiden

Flere arrangementer på Sindets dag

Siden 1992 har WHO markeret ’World mental health day’, der på dansk har fået navnet Sindets dag. Dagen har til formål at sætte fokus på psykiatri og psykiske sygdomme, foregår som altid den 10. oktober, og Sindets dag markeres flere steder i Syddanmark med flere PsykInfo-arrangementer.

Den tiende i tiende er dagen, hvor mental sundhed sættes på dagsordenen verden over. Sindets dag markeres traditionen tro også i Syddanmark, hvor PsykInfo har stablet flere arrangementer på benene.

I løbet af dagen kan man blive klogere på motionens indvirkning på ens mentale sundhed, man kan komme på besøg på en psykiatrisk afdeling og så holder Ole Sørensen et foredrag om relationer og brugerindflydelse i arbejdet med personer, der har en psykisk sygdom.

Ole Sørensen er af mange kendt som ’Rebellen fra Langeland’, og han vil i Sønderborg fortælle om de problemer, han møder i arbejdet ved socialpsykiatrien på Langeland kombineret med hans egne tanker om psykiatrien.

Det foregår på Idrætshøjskolen Sønderborg fra klokken 18.30 – 20.30 og arrangeres af SIND Sønderborg og PsykInfo Sønderborg.

Motion og mental sundhed
I Haderslev er der også et oplæg, her er det EN AF OS-ambassadør Vibeke Andersen, der fortæller om, hvordan motion har hjulpet hende gevaldigt. Hun har ikke været indlagt i over seks år, efter at have haft 20 år med mange indlæggelser grundet sin diagnose skizofreni.

Det hele foregår i Haderslev Sundhedscenter på Clausensvej 25, og der vil udover oplægget også være en præsentation af projekt ’Aktiv og Sund’. Endelig er der forskellige aktiviteter og fællesspisning i borgerhusets nye lokaler.

Svendborg åbner dørene
I Svendborg åbner den psykiatriske afdeling dørene og inviterer alle interesserede indenfor til et indblik i hverdagen på afdelingen. Der er mulighed for at høre om de forskellige behandlingsformer, psykiatrien benytter sig af udover medicin.

PsykInfo og andre foreninger vil være til stede i åbningstiden fra klokken 14-17, og der vil også være et musikalsk indslag. Det hele foregår i forhallen på adressen Baagøes Alle 25, indgang 25.

I Vejle kommer den tidligere professionelle håndboldspiller Lars Christiansen og fortæller sin historie med stress og angst. Arrangementet er udsolgt.

Mere info om Sindets dag og PsykInfos øvrige arrangementer i løbet af efteråret findes på hjemmesiden: http://psykinfo.regionsyddanmark.dk/wm205225
 

Der er mulighed for medierne at tale med en ambassadør i anledning af Sindets dag.



yderligere oplysninger fås hos:
  • Åbent hus i Svendborg: PsykInfo-konsulent Jesper Lai Knudsen 9944 4508 // jlk@rsyd.dk Sygeplejerske Hanne Kjær Hansen 4038 4556 // Hanne.kjaer.hansen@rsyd.dk
  • Arrangementer i Haderslev og Sønderborg: PsykInfo-konsulent Lene Paulsen 2056 3017 // lene.paulsen2@rsyd.dk

Siden er sidst opdateret 5-10-2018
Administrationen, Ledelsessekretariatet



Psykiatrien i Region Syddanmark | Lille Grundet Hulvej 25, bygning P | 7100 Vejle | Kontakt