Gå til indhold
FORSIDEN | FOR ANSATTE | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | SITEMAP |

Psykiatrien i Region SyddanmarkTil forsiden

Psykiatrien i Region SyddanmarkpilOM OSpilPressepilPressemeddelelserpilJuni 2019pilTæt samarbejde mellem bosteder og behandlingspsykiatri forhindrer indlæggelser

Tæt samarbejde mellem bosteder og behandlingspsykiatri forhindrer indlæggelser

Syddansk psykiatri og syddanske bosteder for unge er sammen om satspuljeprojektet ”Styrket sundhedsfagligt samarbejde”, hvor psykiatrien rykker ud til bostedet.

Den tætte koordinering, hvor der er øjne på hvert enkelt ung, der har behov, betyder både færre indlæggelser og mindre brug af tvang. Medarbejdere fra psykiatrisygehuset kører i satspuljeprojektet ”Styrket sundhedsfagligt samarbejde” – der har eksisteret siden 2018 - ud til kommunale bosteder i hele regionen og giver faglig sparring og undervisning - og har involveret den unge i hans eller hendes behandling.

- Det har været en kæmpe gevinst. Teamets funktion har gjort, at både psykiatrifaglige og kommunale medarbejdere har øget kompetencerne til at kunne håndtere i sær svært selvskadende unge. Vi har haft et godt samarbejde med bostederne, og hver gang vi har udskrevet en patient, har vores mobile team fulgt op, så de unge får hjælp, hvor de bor. Og det har været med til at undgå flere indlæggelser, siger oversygeplejerske i Børne- og Ungdomspsykiatri Odense Lene Granhøj, Psykiatrien i Region Syddanmark.

Den udkørende funktion er afgørende
Regionsrådet gav i forbindelse med budget 2019 penge til projektet, så det også er muligt at rykke ud i weekenden. Munkegården på Avernakø er et af de steder, der har mærket det positive samarbejde. Her fortæller leder Connie Storm, at det særligt er den udkørende funktion i projektet, der har hjulpet.

- Det handler meget om dialog og samarbejde. Det gør forskellen, at de kommer til os og ser de rammer, de unge er i. Det er vigtigt for mig at vide, at de forstår os, hvis vi kontakter dem. Jeg føler, der bliver lyttet til os, og vores personale er rigtig glade for forløbet. De har fået undervisning i psykiske diagnoser, og vores unge har også haft et forløb, hvor de har hørt om deres diagnoser og fået strategier til at håndtere dem, siger hun.

Hun er sikker på, at det tætte samarbejde kan være med til at forebygge indlæggelser. 

- Vi bliver bedre til at være opmærksomme på, hvis tingene eskalerer. Hvis vi kan klare det hjemme på bostedet, så er det jo det bedste. Og vi kan altid ringe til dem - de vil altid hjælpe. Og hvis det skulle gå galt, så betyder det meget, at det er en kendt person, man som ung møder i psykiatrien, siger Connie Storm.

Fortsat fokus på samarbejde
Projektet udløber ved udgangen af 2020, og resten af perioden skal blandt andet bruges på at gøre samarbejdet og kendskabet mellem medarbejdere i psykiatrien og på bostederne endnu bedre, så man sammen kan tilbyde den bedste behandling til den enkelte.

- Til efteråret kommer et stort undervisningsforløb for medarbejdere på bostederne og i psykiatrisygehuset. Her skal medarbejdernes kendskab til hinandens arbejdsområder og udfordringer øges, så samarbejdet kan blive endnu bedre, siger Niels Aagaard.

Medarbejderne i psykiatrisygehuset står til rådighed for bostederne og deres unge beboere i hverdagen fra klokken 8-22 og i weekenderne fra 15-22.



yderligere oplysninger fås hos:
  • Oversygeplejerske i Børne- og Ungdomspsykiatri Odense Lene Granhøj. Telefon: 21 37 77 10
  • Projektleder Niels Aagaard. Telefon: 30 89 48 36
  • Leder af bostedet Munkegården på Avernakø, Connie Storm. Telefon: 51 94 08 91

Siden er sidst opdateret 17-6-2019
Administrationen, Ledelsessekretariatet



Psykiatrien i Region Syddanmark | Lille Grundet Hulvej 25, bygning P | 7100 Vejle | Kontakt