Gå til indhold
FORSIDEN | FOR ANSATTE | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | SITEMAP |

Psykiatrien i Region SyddanmarkTil forsiden


Ny PsykInfo i Fredericia

Stephanie Lose klipper snoren sammen med Jacob Bjerregaard

Regionsrådsformand Stephanie Lose (V) og borgmester i Fredericia Jacob Bjerregaard (S) klippede snoren til den nye PsykInfo i sundhedshuset i Fredericia.

Den 8. oktober blev snoren klippet til en ny PsykInfo i sundhedshuset i Fredericia. Samtidig gav region og kommune hinanden håndslag på et endnu tættere samarbejde på psykiatriområdet.

Fredericia har fået et nyt psykiatrisk informationscenter (PsykInfo), som er placeret i foyeren i sundhedshuset i Fredericia.

Snoren blev klippet af regionsrådsformand Stephanie Lose (V) og borgmester Jacob Bjerregaard (S) ved et arrangement i sundhedshuset 8. oktober 2019, som både lokale borgere og medarbejdere deltog i.

PsykInfo er et psykiatrisk informationscenter med bøger, pjecer og infoskærme. I 2020 vil der en gang om måneden være åbent for anonym rådgivning, og PsykInfo vil jævnligt tage initiativ til forskellige arrangementer med oplæg fra fagpersoner eller fra personer, som selv har psykisk sygdom inde på livet.

Partnerskabsaftale på psykiatriområdet

Samtidig med indvielsen af den nye PsykInfo, underskrev regionsrådsformand Stephanie Lose (V) og borgmester Jacob Bjerregaard (S) en partnerskabsaftale på psykiatriområdet.

Stephanie Lose og Jacob Bjerregaard skriver under på partnerskabsaftale på psykiatriområdet

Stephanie Lose og Jacob Bjerregaard skriver under på partnerskabsaftale på psykiatriområdet

I aftalen forpligter begge parter sig på at arbejde endnu tættere sammen om forebyggelse af psykiske lidelser og hjælp til syddanskere med psykiske udfordringer.

For antallet af syddanskere med psykiske lidelser er støt stigende, og den negative udvikling ønsker Region Syddanmark og Fredericia Kommune at få vendt.

Borgerne skal have den hjælp, de har brug for

Regionens og kommunens fælles vision er, at flere syddanskere med psykisk sygdom skal opspores tidligt, udredes, behandles og opleve at få det bedre. Både når det gælder fysiske og psykiske lidelser. Og begge parter vil arbejde for at forebygge mistrivsel og psykisk sygdom specielt hos børn og unge, så færre behøver at stifte bekendtskab med psykiatrien.

Regionsrådsformand Stephanie Lose (V) ser et stort potentiale i et endnu tættere samarbejde på området:

- Vi har sagt ja til, at vi vil skabe bedre sammenhæng i de tilbud og den behandling, syddanskerne møder.  Borgerne skal opleve, at de får den hjælp, de har brug for, uanset om den skal leveres af kommunen eller regionen. Vi skal væk fra at være optaget af, om det er kommunalt eller regionalt og i stedet for gøre det, der er bedst for borgeren - i fællesskab.

Fremtidsplaner

Regionen og kommunen har allerede et godt samarbejde på området, og flere tværgående indsatser er sat i gang de seneste år.

Ud over de mange fælles projekter og indsatser, som region og kommune er i gang med eller har i støbeskeen, så er planen også, at kommunens socialpsykiatri og den regionale lokalpsykiatri i Fredericia flytter ind sammen i sundhedshuset i 2021. Bofællesskabet skal være med til at styrke samarbejdet om at forebygge udvikling af psykisk sygdom yderligere.

 


Fakta

Nogle af de konkrete initiativer, som regionen og kommunen allerede samarbejder om, er projekt Fremskudt Funktion og headspace. Derudover er projekt ACT-teams lige på trapperne:

  • ”Fremskudt Funktion” skal sikre, at børn og unge i mistrivsel og deres familier får hurtig hjælp i nærmiljøet, også selvom de ikke tilhører målgruppen for et behandlingsforløb i psykiatrisygehuset.
     
  • headspace er et frivilligt tilbud til unge, hvor de kan tale med en ungerådgiver om alt fra mobning og problemer i familien til tristhed og ensomhed.
     
  • ACT-teams (Assertive Community Treatment) tilbyder udgående og opsøgende behandling i nærmiljøet til en gruppe af mennesker, der udover at have psykiatriske problemstillinger også har sociale udfordringer som for eksempel manglende bolig eller job eller en problematisk kontakt til familie, venner og netværk. Den gruppe mennesker har ofte behov for hjælp fra både region og kommune, og det kræver et overblik og en koordinering, som et ACT-team kan hjælpe dem med.

Siden er sidst opdateret 9-10-2019
Administrationen, Ledelsessekretariatet



Psykiatrien i Region Syddanmark | Lille Grundet Hulvej 25, bygning P | 7100 Vejle | Kontakt