Gå til indhold
FORSIDEN | FOR ANSATTE | PRINT | SITEMAP |

Psykiatrien i Region SyddanmarkTil forsiden


PsykInfo kæmper for elevernes trivsel

I lang tid har Psykiatrisk Informationscenter (PsykInfo) haft et stort fokus på at komme mistrivslen til livs på efterskoler og ungdomsuddannelser - og fremover sker indsatsen også på folkeskoler. De håber ved fysiske fremmøder og personlige beretninger at kunne gøre en forskel. 

Psykinfo har i løbet af det seneste år besøgt 10 efterskoler rundt omkring i regionen og har otte nye aftaler i bogen. Besøgene har til formål at sætte fokus på elevernes trivsel, som både personalet og eleverne selv har et ansvar for.

Billedet er taget i 2019, da PsykInfo holdt oplæg på Social- og Sundhedsskolen i Esbjerg.
Billedet er taget i 2019, da PsykInfo holdt oplæg på Social- og Sundhedsskolen i Esbjerg.

- Vores undervisning består af to besøg. En gang hvor vi kommer og taler med personalet om deres rolle i hele trivselssnakken.

Mange har svært ved at vurdere, hvornår de skal gøre noget, og hvor meget man kan og skal spørge ind til den enkeltes situation, siger Ulla Lindgreen, centerleder for PsykInfo.

- Og så en gang mere, hvor vi tager en snak med alle eleverne og holder nogle workshops med dem. 

De personlige beretninger gør en forskel

Begge gange deltager en eller flere fra PsykInfos ambassadørkorps.

Ambassadørerne har selv oplevet psykisk sygdom på egen krop og giver en personlig beretning om, hvordan det føles, og hvordan det har påvirket deres liv – men får også understreget, at man sagtens kan have et godt liv trods en psykisk sygdom, forklarer Ulla Lindgren.

- Det gør et stort indtryk at høre de personlige fortællinger. Dels får vi understreget vigtigheden af at tale med hinanden om, hvordan vi har det, men vi viser også, at psykisk sygdom kan ramme alle og ikke kan ses. Indsatsen er blandt andet blevet startet, fordi der ses et stort fra- fald på landets ungdomsuddannelser. Her angiver en stor del af de, der falder fra, at det skyldes psykisk mistrivsel.

- Overordnet handler det om at give viden der, hvor de unge er. Og levere viden til dem, der er tættest på de unge. Vi håber, at medarbejderne bliver bedre til at spotte, når nogen ikke trives, men også at de bliver klogere på at kunne støtte eleverne i svære tider, siger Ulla Lindgren.

- Vi gør meget ud af at understrege, at fordi man har det svært, behøver man ikke have en diagnose. Og vi giver personalet nogle rammer for, hvornår de selv skal tage affære og i hvilke situationer, det er nødvendigt at kontakte andre.

Det giver også personalet bedre muligheder for at tale med eleverne om trivsel – og tryghed til at kunne støtte unge mennesker, der har det svært.

Et rigtig godt besøg i Ollerup 

Et af de steder, der har haft besøg af PsykInfo i deres indsats for at sætte mere ind over for mistrivsel er Ollerup efterskole på Sydfyn.

- Vi møder også de elever, der mistrives. Og det har optaget mig i mange år, hvordan vi kan møde dem i et andet perspektiv.

Vi manglede noget forsikring om, at medarbejderne ikke skal være nervøse for at tale med de unge mennesker, og vi lærte, hvordan vi kan håndtere tingene i hverdagen, siger forstander Mette Snaggaard Schlutz og fortsætter:

- Vi er blevet klogere på forskellen mellem psykisk sygdom og den mentale trivsel – og hvordan kan vi hjælpe hinanden fra lærere til elever og elever til elever. Vores elever var meget optaget af de der workshops og de personlige fortællinger, og jeg synes i det hele taget, at det var et rigtig godt besøg.

Vi skal også have PsykInfo forbi igen, og jeg hilser indsatsen med at sætte tidligere ind fra psykiatriens side meget velkommen. Fremover skal indsatsen også udbredes til at omfatte de syddanske folkeskoler. 

OBS: Artiklen er er bragt i juniversionen af psykiatriens medarbejderblad PS! og kan deles uredigeret eller i brudstykker med kildehenvisning. Billeder kan hentes hos og deles efter aftale med fotograf Lasse Olsson (21 14 54 45)




Siden er sidst opdateret 6-7-2020



Psykiatrien i Region Syddanmark | Lille Grundet Hulvej 25, bygning P | 7100 Vejle | Kontakt | Tilgængelighedserklæring