Gå til indhold
FORSIDEN | FOR ANSATTE | PRINT | SITEMAP |

Psykiatrien i Region SyddanmarkTil forsiden


Psykiatrien i Region SyddanmarkpilOM OSpilPressepilNyheder fra psykiatrienpilVirtual Reality i psykiatrisygehuset Virtual Reality

Virtual Reality i psykiatrisygehuset Virtual Reality

Virtual Reality anvendes på flere af psykiatrisygehusets afdelinger til underholdning og afslapning. Telepsykiatrisk Center er med to forskningsstudier i gang med at undersøge, om man også kan anvende Virtual Reality til behandling.

Virtual Reality (VR) vinder større indpas i underholdningsindustrien, hvor det både bruges til film, spil og oplevelser.

Flere steder er forskere begyndt at undersøge om VR kan bruges i sundhedssektoren.

Her er der særligt fokus på, om VR kan bruges til behandling af angst. Ny mulig behandlingsform til social angst Social angst, også kaldet socialfobi, er en af de hyppigst stillede angstdiagnoser i Danmark.

I Telepsykiatrisk Center er der to forskningsstudier i gang om brugen af VR til behandling af social angst. I det ene studie er de første patienter allerede færdigbehandlet, mens det andet studie fortsat er i den indledende fase.

Lars Clemmensen er projektleder på det studie, hvor de første patienter er færdigbehandlede. I studiet undersøger man effekten af at erstatte traditionel eksponering med eksponering gennem VR, hvor patienten i en virtuel verden oplever de sociale situationer, vedkommende normalt forsøger at undgå på grund af angst.

- Vi håber på, at studiet vil vise, at kognitiv adfærdsterapi med eksponering i VR er mindst lige så effektiv som kognitiv adfærdsterapi med traditionel eksponering. Under alle omstændigheder kommer vi til at høste nogle værdifulde erfaringer, som vi kan bruge til fremtidig forskning og forhåbentlig også anvende i den kliniske psykiatri, fortæller projektleder Lars Clemmensen, psykolog og postdoc ved Telepsykiatrisk Center.

Specielle briller giver adgang til en ny verden På flere af psykiatrisygehusets afdelinger bruger man allerede VR, men det er ikke til behandling af social angst.

På døgnafsnittet P202 På Psykiatrisk Afdeling Odense har patienterne mulighed for at benytte sig af afsnittets VR-rum, hvor de kan spille spil, se film eller få sig en oplevelse gennem et par VR-briller, som er tilsluttet en computer. 

- Vi har haft VR-udstyr siden 2018 her på afsnittet. Vi har et rum, hvor patienterne kan gå ind, sammen med andre patienter eller sammen med personalet og bruge udstyret, fortæller ergoterapeut Zenab El-Khatib fra afsnit P202.

På afsnittet bruger patienterne udstyret af til blandt andet underholdning, men VR-grejet kan også komme i brug som et supplement til mere gængse beroligende metoder og fysisk aktivitet.

- Jeg bruger blandt andet VR som en metode til at aflede patienterne fra tanker og uro.

Det kan også bruges til at berolige eller ”vække” patienter, alt efter om de fremstår rastløse og opkørte eller er modløse og har nedsat energi, fortæller Zenab.

Får tankerne væk fra behandling At VR kan bruges til afledning, er noget Henriette, som er patient på afsnit P202 i Odense, mærker, når hun jævnligt og på egen hånd benytter sig af VR-rummet.

VR-teknologi vinder indpas i psykiatrien - både som underholdning og som mulig behandlingsform. Men først skal der forskes.

- Det er sjovt, at det er så virkelighedsnært. Jeg nyder at spille spil med konkurrence-elementer, hvor jeg får tankerne over på noget andet end min indlæggelse.

Når jeg laver det, jeg godt kan lide, så beroliger det mig, fortæller hun. At VR er virkelighedsnært, har Zenab El-Khatib fået bekræftet flere gange.

Hun husker særligt en ældre kvindelig patient, som fik udlevet en gammel drøm gennem VR-udstyret. - Vi havde en ældre kvinde på afsnittet, som altid havde drømt om at svømme med delfiner.

Det var ikke muligt at udleve drømmen i virkeligheden, da hun sad i kørestol Det blev muligt gennem vores VR-udstyr, og det var inspirerende at se, hvor stor en oplevelse hun fik, fortæller Zenab.

I VR udviskes skellet mellem virkelighed og fantasi

Når VR kan give virkelighedsnære oplevelser eller bruges til eksponering i terapi, så skyldes det ifølge Lars Clemmensen, at man ikke altid skelner mellem, hvad der er virkeligt, og hvad der ikke er.

- De fleste ved godt rationelt, at det de oplever i VR ikke er virkeligt. Alligevel opleves det sådan, og kroppen reagerer også, som var det virkelighed. Og derfor kan vi også blive påvirket af det, vi oplever, forklarer Lars Clemmensen og fortsætter.

- En af de helt store fordele ved at bruge VR til eksponering er, at det føles virkeligt, men du har samtidig muligheden for at kontrollere omgivelserne og dermed skabe en tryghed, som kan få patienten til at gå længere end i den virkelige verden, siger han.

Skaber bedre sammenhold på afdelingen Selvom der kun er én person ad gangen, der kan bruge VR-udstyret på P202 i Odense, så er der ofte flere patienter inde i VR-rummet samtidigt. På den måde bidrager VR-udstyret også til det sociale på afdelingen.

- Man kan både grine af hinanden og med hinanden. Det er en rigtig god måde at være sammen med medpatienter på, hvor vi kan fokusere på VR, fortæller Henriette, som bakkes op af Zenab.

- Vi ser jo, at patienterne støtter hinanden, hepper på hinanden og er gode til at lære fra sig i forhold til VR-udstyret. Samtidig motiverer de hinanden på en anden måde, end vi i personalegruppen forsøger at gøre det. Og det er rigtig positivt, fortæller hun.

Kan Virtual Reality blive fremtidens behandling?

Lars Clemmensen er ikke i tvivl om, at der er en række fordele ved at bruge VR til behandling af social angst og potentielt set også andre lidelser.

Virtual Reality er dog ikke nok i sig selv. - Det er vigtigt at understrege, at VR ikke er nogen mirakelkur, der i sig selv kurerer social angst. Det er et nyt værktøj, man kan inkludere i den traditionelle behandling.

- Eksponering i VR har nogle klare fordele, men der er også ulemper. Vi håber, at vores forskning viser, at fordelene opvejer ulemperne, så det med tiden kan bruges som en del af en behandling. 

OBS: Artiklen er er bragt i juniversionen af psykiatriens medarbejderblad PS! og kan deles uredigeret eller i brudstykker med kildehenvisning. Billeder kan hentes hos og deles efter aftale med fotograf Lasse Olsson (21 14 54 45)




Siden er sidst opdateret 6-7-2020



Psykiatrien i Region Syddanmark | Lille Grundet Hulvej 25, bygning P | 7100 Vejle | Kontakt | Tilgængelighedserklæring